Nedenstående indledning er hentet fra det 16. oplag af bogen "To the Priests, Our Lady's Beloved Sons". Januar 1990.
Kort indføring af Don Gobbis åndelige vejleder,
Don Renzo Del Fante.
Når man læser disse budskaber, ... forstår man, at det er tidens tegn, som beskrives i budskaberne, man også, at det er en autentisk udlægning inspireret af Helligånden.
Frem for alt skildres klart den dybe troskrise, som af Guds Moder blev fremhævet allerede i Fatima, en krise, som i dag er blevet endnu dybere. Den fortsatte udbredelse af falsk lære alle steder i den katolske Kirke bidrager til overbevisningen om, at vi netop nu gennemlever det store frafald, som Paulus skriver om i 2. Tessalonikerbrev vers 3...
Ligeledes bliver også den indre splittelse i Kirken udførligt beskrevet, den splittelse, som grunder i opsætsigheden mod Paven og afvisningen af hans læreembede.
Herudover betones det stærkt, at den teoretiske og praktiske ateisme, som nu er udbredt over hele verden, er blevet grundlaget for en ny ateistisk og materialistisk civilisation, som har ført til en almen retfærdiggørelse af synden, som ikke mere anses for et moralsk onde, men takket være de sociale kommunikationsmidler endda anses for noget værdifuldt og noget godt. På den måde breder den sædvane sig, at man lever med synd, som ikke mere bliver skriftet, og at man reducerer det kristelige liv til det samfundsmæssige og sociale niveau. Derved glemmer man den personlige forpligtelse til at leve i Guds nåde [dvs. i nådens stand] og at gå hellighedens vej. På baggrund heraf bliver den gentagne opfordring i budskaberne klar, nemlig ved askese at arbejde på sin omvendelse, at kæmpe mod synden og at gå på bønnens og bodens vej, at udøve de teologiske dyder: tro, håb og kærlighed og alle moralske dyder, især ydmyghed, renhed, lydighed og dermed følge Maria, som for alle er forbilledet på hellighed.
Endelig fremhæver budskaberne vedvarende og klart vor tids apokalyptiske karakter, og det er i sandhed det aspekt af budskaberne, som mest ophidser gemytterne og volder mange forargelse. Men hvorfor? Er der ikke mange vidnesbyrd om, at vi lever i netop denne tid?
Til eftertanke vil jeg citere nogle betydningsfulde ord, som Pave Paul VI et år før sin død 1977, har udtalt, og som er anført i bogen Paul VI - en hemmelighed af Jean Guitton på s. 152-53:
En stor forvirring præger i vor tid verden og Kirken. Det er troen, det handler om. Det sker ofte, at jeg for mig selv gentager den hemmelighedsfulde sætning, som Jesus siger i Lukasevangeliet: Når Menneskesønnen kommer, vil Han så finde troen på jorden? Det sker ofte i vor tid, at der kommer bøger, i hvilke troen på vigtige punkter er reduceret, og at biskopperne ikke gør indsigelser herimod, og ikke tager notits heraf. Det er efter min mening bemærkelsesværdigt.
Jeg læser ofte evangeliet om tidernes ende, og jeg må konstatere, at flere af disse tegn i dette øjeblik er en realitet. Er vi ganske nær ved tidernes ende? Det kan vi ikke vide. Man må altid holde sig beredt. Det, som gør indtryk på mig er følgende: Når jeg betragter den katolske verden, forekommer det mig, at at der inderst i katolicismen ofte spirer en ikke-katolsk tænkemåde frem, som tager overherredømmet, og måske vil denne ikke-katolske tænkemåde i morgen blive den stærkeste. Men den vil aldrig være udtryk for Kirkens tænkemåde. Det er nødvendigt, at en lille skare er trofast, er den end nok så lille (PaulVI).
Hvorfor altså forarges, når Maria, Kirkens moder, i dag griber ind for at samle sin lille flok, som vil forblive trofaste mod Kristus og Kirken.
Det er mit ønske, at enhver, som tager denne bog i sin hånd, må blive hjulpet til at slutte sig til den lille flok, som Guds moder kalder til sit hjertes sikre tilflugtssted.
1.DEL
OPRINDELSE-UDBREDELSE-SPIRITUALITET.
BEVÆGELSENS FØDSEL I FATIMA
Den 8. maj 1972 deltog en italiensk præst. Don Stefano Gobbi, i en pilgrimsrejse til Fatima. Han bad i det lille åbenbaringskapel for nogle præster, som, samtidig med, at de svigtede deres eget kald, var i færd med at forene sig i et oprør mod Kirkens autoritet.
Under bønnen modtog Don Gobbi en stærk åndelig inspirarion gående ud på, at Jomfru Maria, ved at bruge ham som et ydmygt og fattigt redskab, ville samle alle de præster, som ville tage imod opfordringen til at indvie sig til hendes rene hjerte, til at være tæt forenet med Paven og med Kirken, og til at bringe de troende ind i hendes hjertes sikre tilflugssted.
På den måde ville der blive skabt en stærk hær udbredt til alle dele af verden og samlet - ikke ved menneskelige propagandamidler, men ved den overnaturlige kraft, som udspringer af stilhed, bøn, lidelse og vedvarende trofasthed over for hver enkelts egne pligter.
Don Stefano bad i sit indre Jomfru Maria om et lille bekræftende tegn på dette. Det gav hun ham i Nazaret, i helligdommen for for Maria bebudelse [Bebudelseskirken], i slutningen af samme måned.
Oprindelsen til Den Marianske Præstebevægelse kan føres tilbage til denne enkle, indre lokution, som Don Gobbi modtog under bønnen i Fatima. Men hvordan skulle han helt konkret gå i gang?
I oktober det samme år forsøgte man en spæd begyndelse med et møde i bøn og fællesskab mellem tre præster fra Gera Leira (Como). Nyheden om bevægelsen fremkom i nogle katolske aviser og tidsskrifter. I marts 1973 var antallet af præster kommet op på omkring 40. I september det samme år, i San Vittorio nær Rom, fandt den første nationale samling sted, hvor 25 præster var tilstede, ud af de 80, som allerede da var blevet medlemmer.
Fra året 1974 begyndte de første cenakler for bøn og broderskab med præster og lægfolk. De bredte sig mere og mere ud over Europa og efterhånden alle dele af verden.
Ved slutningen af året 1985 havde Don Gobbi besøgt de 5 kontinenter adskillige gange for at lede de regionale cenakler, hvilket har medført mindst 350 flyrejser og mange rejser med bil og tog. Han har ledet 890 cenakler, af hvilke 482 var i Europa, 180 i Amerika, 97 i Afrika, 51 i Asien og 80 i Oceanien. Dette viser, hvordan bevægelsen i disse år har bredt sig på underfuld vis.
Udbredelse
Den Marianske Præstebevægelse har ganske stilfærdigt bredt sig til næsten alle nationer. I Europa, Amerika, Asien, Afrika og Oceanien er der allerede etableret nationale ansvarshavende med den opgave at indsamle medlemsskaber og bistå med cenakler. De er også betroet den opgave at udvælge ansvarlige for de forskellige sogne og bispedømmer, således at alt kan foregå i størst mulig troskab imod bevægelsens ånd.
I betragtning af det selvstyre, der er givet til de nationale centre, er det ikke let at få et præcist billede af medlemstallet.
Det er heller ikke så vigtigt, fordi det, vi her har med at gøre, er noget åndeligt, en spiritualitet, som unddrager sig al ydre kontrol, og som realiserer sig selv i samme udstrækning, som den enkelte medlemspræst søger at leve sin indvielse til Jomfru Maria i sit daglige liv.
Iflg. modtagne tilmeldinger skulle der allerede nu være omkring 300 biskopper og mere end 60 000 præster fra bispedømmerne og fra de forskellige ordener og kongregationer. Hvad lægfolk angår, er det ikke muligt at opgive tal, ikke engang omtrentligt, eftersom de ikke har individuelle tilmeldinger, men ofte tilmelder sig kollektivt. Men det drejer sig i hvert fald om millioner.
Det er en glæde at kunne pege på en stor gruppe af præster, som sympatiserer, men som endnu ikke har ladet sig indskrive som medlemmer af bevægelsen. De viser deres solidaritet på forskellige andre måder og ved forskellige lejligheder. Antallet af disse er sandsynligvis større en antallet af tilmeldte, men hvis de lever efter bevægelsens ånd, gør de allerede det væsentlige.
De anonyme medlemmer
Skønt der således allerede i ubemærkethed er en hær af medlemmer, sker det dog, at mange præster ikke kender de medbrødre, som tilhører bevægelsen, til trods for, at de bor forholdsvis nær ved hinanden. Dette forkommer i områder, hvor Den Marianske Præstebevægelse dårligt nok er begyndt, men også andre steder. Det skyldes den meget begrænsede organisation. Netop dette vil fortsat være et af bevægelsens karakteristiske træk, på samme måde som dens tilbageholdenhed, som bevirker, at den forholder sig tøvende med hensyn til at udlevere medlemslister og adresser til den første og bedste, som anmoder herom. Det drejer sig jo om et åndeligt valg, et engagement og en indre, personlig forpligtelse.
Og alligevel kan man alle vegne konstatere den underfulde kendsgerning, at Jomfru Maria sørger for - gennem cenaklerne for bøn og broderskab - at hendes præster kender hinanden, hjælper hinanden, elsker hinanden som brødre og bliver til en forenende kraft i hele gejstligheden.
Gennem de helliges samfunds trøsterige realitet, betragtes de præster, som allerede er gået forud for os til det evige liv, som medlemmer, der stadig er aktive og nærmere end nogensinde.
Her kan nævnes enkelte kardinaler (den første til at lade sig indskrive var Giacomo Lercaro), derefter ærkebiskoppen af Bologna, mange biskopper, bl.a. Mgr.Vernancio Pereira, Biskoppen i Leira og Fatima, som indskrev sog i 1973 og døde i 1985, og mere end 5000 præster, som gjorde deres sidste leveår værdifulde ved et intenst apostolat eller gennem sygdom, idet de modtog og gennemlevede Jomfra Marias opfordring i Den Marianske Præstebevægelse. Blandt disse er det godt at erindre sig en Guds tjener; Fr. Gabriele Allegra, en kendt bibelsk videnskabsmand og oversætter af Den Hellige Skrift til kinesisk, og hvis sidste arbejde var oversættelsen af bogen Jomfru Maria taler til sine elskede præster [dvs. Gobbibogen] til kinesisk.
Kærlighed til Paven. Lydighed over for Kirken
Gennem sin hurtige og gennemgribende udbredelse har MPB mødt færre vanskeligheder, end man kunne have frygtet. Da dens væsentligste kendetegn er troskab over for Kirken og lydighed over for den retmæssige autoritet, viste især biskopperne sig at være venligt indstillede og opmuntrende. Større tålmodighed krævedes der, hvor de kirkelige myndigheder var rådvilde eller indifferente.
Frem for alt er man opmærksom på Guds Moders årvågne nærvær, frem for alt i ledelsen af hendes bevægelse. Hun trøster i trængsler og holder vor begejstring i de rigtige baner. Hun lærer os, hvordan vi modigt skal bruge Guds børns frihed, og samtidig forhindrer hun os i at indtage standpunkter, som er i strid med eller gør oprør imod overordnede, hvilket ville stå i modsætning til et andet af de fundamentale punkter i Den Marianske Bevægelse: Kærlighed til Paven og hierarkiet, som er forenet med ham.
SPIRITUALITET
Hvad er den Marianske Præstebevægelse?
M.P.B er et lille frø plantet af Jomfru Maria i Kirkens have. Dette frø blev hurtigt til et stort træ, som nu har bredt sine grene til alle dele af verden. Det er et kærlighedens værk, som Marias rene hjerte lader opstå i Kirken i dag, for at hjælpe alle hendes børn til - med tillid og broderligt håb - at gennemleve renselsens smertefulde tider.
I disse tider fulde af alvorlige farer tager Guds og Kirkens moder affære uden tøven og usikkerhed, frem for alt for at hjælpe præsterne, som på en særlig måde er hendes sønner. I dette værk har hun brug for redskaber, og her er Don Stefano Gobbi blevet valgt på en særlig måde.
Hvorfor? På en af bogens sider gives denne forklaring: Jeg har valgt dig, fordi du er det mest uanselige redskab. På den måde vil ingen kunne sige, at dette er dit værk. Den Marianske Præstebevægelse skal udelukkende være mit værk. Gennem din svaghed vil jeg manifestere min styrke. Gennem din intethed vil jeg manifestere min magt. (16.juli 1973).
Ikke en organisation, men en åndelig bevægelse
Den Marianske Præstebevægelse er derfor ikke en forening med en masse love og bestyrelsesmedlemmer stiftet af en eller anden præst eller ivrig sjæl, men det er en spiritualitet, således som den hellige Fader, Joh. Paul II på lykkelig og intuitiv måde fornemmede. Den er noget uhåndgribeligt, men samtidig noget stærkt og levende, sådan som Guds gaver er det, og den har som sit vigtigste formål at leve indvielsen til Marias rene hjerte.
For de præster, som overgiver sig til Maria, betyder det, at de har en større bevidsthed om deres primære indvielse til Gud, som de fik dengang de blev døbt, og siden da de modtog deres præstevielse. Den Marianske Præstebevægelse bliver virkelighed ikke på grund af et antal fine navne, heller ikke på grund af bevægelsens effektivitet som bevægelse, men som følge af, at vi lytter til Jomfru Maria og er trofaste mod Helligåndens værk som en lovprisning til Den Hellige Treenighed.
De, som tilhører bevægelsen, og som, hvad enten de er tilmeldt eller ej, indvier sig til Marias rene hjerte, og som søger at leve i overensstemmelse hermed og i lydighed arbejder for at gavne Kirken, hjælper også de troende til at leve i tillid til Jomfru Maria. Det er en bevægelse, hvor alle er velkomne: Præster og lægfolk uden hensyn til alder eller status: Præster, som er afklarede og brændende af begejstring, og præster, der er blevet bitre og negative af dårlige erfaringer i deres personlige liv eller i deres apostolat.
Jomfru Marias hjerte er åbent for alle hendes børn. Hun samler præsterne i sin favn og forener dem uden hensyn til persons anseelse eller særlige omstændigheder.
Maria foretrækker ikke nogen frem for andre. Hun vender sig entydigt til alle: Hvad jeg meddeler dig, min søn, er ikke bestemt for dig alene, men for alle mine præstesønner, som jeg elsker så indeligt. (29. aug. 1973).
Valget fortages af dem, som beredvilligt tager imod hendes moderlige indbydelse.
Den, som ønsker at tilslutte sig bevægelsen, og som ønsker at være orienteret om dens aktiviteter, kan sende deres medlemserklæring til sekretariatet i det pågældende land eller bispedømme. I Danmark kan man henvende sig vedkontakt til
Domininques adresse her
At leve i overensstemmelse med indvielsen til Jomfru Marias Rene Hjerte
En tilmelding vil imidlertid ikke tjene noget formål overhovedet, hvis der mangler indre accept eller vilje til at leve i overensstemmelse med indvielsen til Jomfru Maria og hjælpe andre til det samme.
Det er godt at huske på, at Jomfru Maria ikke kun henvender sig til dem, der er registreret i MPB, når hun taler om sine elskede sønner, men hun taler til alle de biskopper og præster, som har overgivet sig til hende gennem en indvielse.
At overgive sig totalt til Marias rene hjerte giver præster en dyb fornemmelse af tillid og afklarethed. I konkrete situationer at tro på, at Jomfru Maria er ganske nær, ivrig efter at hjælpe os lige så meget og mere, end enhver anden mor ville gøre, det skaber en følelse af tryghed, selv midt i personlige lidelser og usikkerhed i de tider, som vi nu gennemlever.
Således når man frem til kernen af det evangeliske budskab: Til troen på Guds forsyn, som lader os møde enhver situation i livet med den barnlige tillid, som kendetegner børn, som overgiver sig totalt til faderens kærlighed.
Fortiden bliver på den måde overgivet til Jesu hjertes grænseløse barmhjertighed. Fremtiden imødeses som en Forsynets gave, som vil komme til os gennem formidleren af alle nådegaver. Og nutiden leves i glad tryghed, ligesom hos små børn, der leger og arbejder, mens deres mor ser til.
DEN MARIANSKE PRÆSTEBEVÆGELSES KARAKTERISTISKE KENDETEGN.
Der er tre forpligtelser, som karakteriserer MPB: 1) Indvielsen til Marias rene hjerte, 2) enhed med Paven og Kirken, og 3) bestræbelsen på at føre de troende til et liv i overgivelse til Jomfru Maria.
1) Indvielsen til Marias rene hjerte
Vi lever i en vanskelig, usikker og lidelsesfyldt tid. Den røde drage hersker i dag i verden og har haft held til at opbygge en ateistisk civilisation. Mennesket, som på grund af de tekniske og videnskabelige fremskridt, har fået storhedvanvid, har sat sig selv i Guds sted, og har skabt en ny verdsliggjort civilisation. Den radikale fornægtelse af Gud er den egentlige synd i nutidens samfund.
Eftersom Gud er Frelseren og Jesus Kristus menneskets eneste Forløser, kan menneskeheden i dag kun blive frelst på betingelse af, at den kommer tilbage til Gud. Ellers løber den risikoen for at ødelægge sig selv. Men hvordan kan den blive reddet, hvis den stædigt vedbliver at sige Nej til Gud? Hvem kan lede den til frelse?
Her begynder Marias opgave, som er begrundet i hendes moderskab: Maria er Jesu moder, og er blevet udnævnt af Jesus til at være alle menneskers sande moder. Maria er derfor også mor for vor tids mennesker, denne oprørske menneskehed, som er så langt borte fra Gud.
Hendes moderlige opgave er at redde den. Og for at gøre dette ønsker Jomfru Maria at bane en vej, hvorpå menneskene kan vende tilbage til Gud. På mangfoldige måder arbejder hun for denne tilbagevenden. Det er forklaringen på alle de ekstraordinære manifestationer, som finder sted i dag: Hun ønsker, at vi skal forstå, at vores himmelske mor er nærværende og virksom midt iblandt sine børn.
Ikke så meget teori og teologi, men levende troserfaring
Hun vil handle personligt, men ikke direkte: Hun handler gennem de mennesker, som indvier sig til hendes rene hjerte, gennem dem, som uden forbehold overgiver sig til hende, så at hun selv kan leve og virke i dem. Og hun ønsker frem for alt at virke gennem præsterne, fordi de er hendes elskede sønner.
Typisk for spiritualiteten i MPB er , at der ikke fremlægges en indvielsens teologi, som forøvrigt allerede er velkendt i Kirken, men at man i stedet opmunterer til at gøre erfaringer med denne indvielse i det daglige liv.Til det formål anviser bevægelsen en vej, som fører til den fuldkomne hengivelse til Maria, og som udvikles genne fire stadier
- at vænne sig til at leve sammen med Maria
-at lade sig omforme af hende
-med hende at træde ind i en hjerternes enhed
-endelig at leve Maria, at følge hende efter.
Målet med indvielsen er derfor dette: At tillade Jomfru Maria at leve og virke i os.Jeg ønsker at elske med jeres hjerte, at se med jeres øjne, at trøste og opmuntre med jeres læber, at hjælpe med jeres hænder, at gå med jeres fødder, og at lide med jeres korsfæstede legeme
(1.juli 1981).
Nu forstår vi, hvorfor Maria ønsker, at alle, som vil tilhøre hendes hær, skal indvie sig til hendes rene hjerte. Hun ønsker at leve og handle i sine indviede sønner på en sådan måde, at de bliver et udtryk for hendes sorg og hendes moderlige kærlighed og kan arbejde utrætteligt for at føre alle mennesker tilbage til Gud.
Den personlige indvielse og hele verdens indvielse til Marias Rene Hjerte
Den personlige indvielse til Marias Rene Hjerte er rettet imod hele verdens indvielse, for at hele verden kan vende tilbage til den fuldkomne herliggørelse af Herren.
Vi kan derfor også forstå, hvorfor Pave Joh.Paul II i indvielsen til Marias rene hjerte ser det mest effektive middel til at opnå den guddommelige barmhjertigheds gave til Kirken og hele menneskeheden (Dives in misericordia,15). Og der bliver kastet lys over den dybe betydning af den handling, som Paven ofte gentager med varme og inderlig glæde i sin sjæl: Hans personlige indvielse til Maria.
Vi forstår også, hvorfor han i alle dele af verden, når han rejser til de berømteste helligdomme, også indvier de lokale kirker til Marias rene hjerte.
Den dybe årsag er, at Paven i indvielsen til Marias rene hjerte ser det bedste middel til at opnå Jesu barmhjertige kærlighedsgave for verden af i dag.
...Oh, hvor dybt føler vi behovet for indvielse af menneskeheden og af verden ..den moderne verden!... Oh, hvor alt dét volder os smerte, som i Kirken og i hver enkelt af os er i modsætning til helligheden og indvielsen! Velsignet være alle de sjæle, som adlyder kaldet til evig kærlighed. Velsignet være de, som dag ud og dag ind med utrætteligt storsind tager imod din indbydelse, Hellige Moder, til at gøre, hvad din Jesus siger, og giver Kirken og verden et klart vidnesbyrd om et liv inspireret af evangeliet .( Johannes Paul II: Indvielse til Marias hellige hjerte 13 maj 1982).
2) Enhed med Paven og den med ham forenede Kirke.
Kirken er guddommelig og menneskelig. I sin menneskelige natur er den svag og fuld af synd og har behov for at gøre bod.
Kirken er verdens lys, Lumen gentium, men ofte bliver det onde i den verden, hvori den lever, til de sygdomme, som angriber Kirkens menneskelige natur. Det beviser dens snart 2000-årige historie.
I dag lever Kirken i en verden, som har frembragt en ny verdsliggjort civilisation. Denne verdens ånd, sækulariseringen, som er trængt ind i dens hjerte, er skyld i de store lidelser og kriser, hvori Kirken befinder sig. Det er den berygtede Satans røg, som Pave Paul VI talte om.
Den voksende troskrise
Verdslighed bliver på filosofisk [og teologisk] niveau til Rationalisme og som livsanskuelse bliver det til Naturalisme.
På grund af rationalismen forsøger man i dag at reducere Guds mysterier og traditionens åbenbarede sandhed til en menneskelig målestok, og sådan bliver fundamentale trossandheder fornægtet, og dybt alvorlige vildfarelser spredes på en skjult og tvetydig måde.
Undertiden undervises der endog i katolske skoler i disse vildfarelser, og der bliver kun lidt eller slet intet tilbage af Den Hellige Skrift, ja ikke engang af Jesu Kristi evangelium. I har lavet jeres eget evangelium med jeres egne ord (25. sept. 1976).
På grund af naturalismen er det blevet sædvane nu til dags at lægge stor vægt på egne personlige aktiviteter, på effektivitet og på organisering af programmer i den apostoliske sektor, idet man glemmer det vigtigste ved den guddommelige nåde og det indre liv forenet med Kristus, nemlig bønnen, som må være sjælen i ethvert apostolat.
Herfra kommer det gradvise tab af syndsbevidstheden og dermed den negligering af bodens sakramente, som har bredt sig gennem hele Kirken.
Mod disse vildfarelser, som på subtil og farlig måde undergraver troens integritet, har Kardinal Joseph Ratzinger, Troslærekongragationens præfekt, udtalt sig helt klart i sit berømte interview, offentliggjort i bogen Report on the Faith (Zur Lage des Glaubens). Paven selv udtaler sig ofte energisk og indtrængende om trosspørgsmål.
Lægemidlet: Lydighed mod Kirken og Paven
Så opstår spontant det spørgsmål i ens sind: Hvor kan det være, at Kirken endnu ikke er kommet ud af denne dybe troskrise?
De vedvarende kriser i Kirken helt op til denne tid stammer udelukkende fra den indre splittelse, som bevirker, at ikke alle hører og retter sig efter, hvad Paven i kraft af sit embede forkynder.
Jomfru Maria har bedt om - og fået - en stor Pave, som har indviet sig til hendes rene hjerte. Hun leder ham selv ad alle verdens veje for at sprede Kristi lys og Hans frelsesevangelium, og for at styrke alle i troen: Hyrderne og de fåreflokke, som er dem betroet. Men rundt om Paven breder der sig ofte et stort tomrum: Hans læreembede understøttes ikke af hele Kirken, og ofte taler han for døve øren.
Kirkens fornyelse kan kun fuldbyrdes i kraft af dens indre enhed. Kun én vej fører til målet: Fuld enighed mellem alle biskopper, præster og troende med Paven.- Det er den dybere begrundelse for den anden forpligtelse i Den Marianske Præstebevægelse: Jomfru Maria ønsker, at MPB skal være et eksempel for alle på énhed: Et forbillede med hensyn til at elske Paven, at bede og lide for ham, at lytte til og udbrede hans lære og frem for alt, ubetinget lydighed overfor ham.
Jomfru Maria vil, at lydigheden igen må vende tilbage hos præsteskabet som ydmyghedens største dyd.
Lydighed over for Paven begrunder enhed og fællesskab med biskoppen. Det indebærer naturligvis fællesskab med og lydighed fra præsterne i bispedømmet og over for de overordnede.
3 ) Forpligtelsen til at vejlede de troende til en ægte hengivelse til Jomfru Maria.
Fra den allerførste begyndelse var det klart, at både ordensfolk og troende lægfolk skulle deltage i denne bevægelse. Faktisk er den 3. forpligtelse for en præst i MPB at føre de troende, som han har ansvar for, til at indvie sig til Marias Rene Hjerte. ...Mine præster må nu gå i gang. Gennem dem ønsker jeg at vende tilbage til de troende, for med dem, vil jeg samle mig en hær, som skal værne mine præster, en hær, som ikke kan besejres (1.nov, 1973).
DEN MARIANSKE BEVÆGELSE.
- OGSÅ KALDET DEN MARIANSKE PRÆSTEBEVÆGELSES HJÆLPERKREDS.
Den består af alle ordensfolk, som ikke er præster, og af troende, som forpligter sig til et liv indviet til Marias rene hjerte, i et inderligt fællesskab med deres præster og deres biskopper. De er ikke forenet ved noget juridisk bånd og kan frit arbejde i de kirkelige fællesskaber og menigheder, hvortil de hører..
Som medlemmer af Den Marianske Bevægelse forpligter de sig til et liv fuldstændig overgivet til Jomfru Maria, så at hun kan hjælpe dem
1) at forblive trofaste mod den indvielse, de har modtaget i dåbens sakaramente,
2) gennem bøn og bod at blive vidner for enheden.
3) uophørlig at bestræbe sig på omvendelse gennem bod og bøn
1) At leve dåben
I indvielsesbønnen for medlemmerne af den Marianske bevægelse står der: O Maria, med denne indvielse fornyer vi med dig og gennem dig alle vore dåbsløfter. Disse ord gør det tydeligt, hvorledes en troende kristen, som indvier sig til Marias rene hjerte, beder om hjælp af Maria til at holde de løfter, der er aflagt i dåben. Midt i en verden, som i den grad er verdsliggjort, volder det store vanskeligheder for en kristen at efterleve sine dåbsløfter.
Dåben udvirker en radikal forvandling: Den meddeler nåde og selve det guddommelige liv, den nyskaber os i Kristi billede, og lader os blive Hans brødre og søstre, i hvem Han vil leve påny.
Men gennem omverdenens indflydelse, især de moderne kommunikationsmidler, kan den kristne blive formet efter verdens idealer, eller blive ligefrem manipuleret på en sådan måde, at han ofte, næsten uden at bemærke det, overtager de anskuelser, som står i modsætning til den verdensorden, som Kristus har forkyndt. Hvor stort er derfor ikke tallet på de døbte, som på denne måde i deres hverdag forråder det, de er indviet til i deres dåb.
Som en særlig forpligtelse over for Den Marianske Bevægelse beder Jomfru Maria de troende om, at indvie sig til hendes rene hjerte. Så vil hun som deres Moder kærligt lede dem til at leve deres dåbsløfter i fuldkommen trofasthed mod Jesus og Hans Kirke.
2) ViDNER OM ENHED OG FÆLLESSKAB
I invielsesbønnen for lægfolk hedder det: Vi lover dig at være forenet med Den hellige Fader, med hierarkiet og med vore præster, for på denne måde at danne et værn mod den stigende opsætsighed mod selve Kirkens fundament: Kirkens lære- og hyrdeembede.
Denne for MPB særlig karakteristiske forpligtelse betyder, at hvert medlem bliver et redskab for fred, forsoning og enhed. For i denne lutringens tid gennemlever Kirken øjeblikke af dybe smerte. MPB tager af inderste overbevisning del i denne lidelse. Sammen med Kirken drikker den af denne bitre kalk. Af denne grund opfordres dens medlemmer til aldrig at reagere med lemfældig kritk, ikke at være dømmende og især ikke at fordømme nogen. Derfor tager MPB afstand fra den i dag så almindelige praksis at kritisere den hellige Moderkirke offentligt med vrede og bitterhed, også selv om bevægelsen selv angribes offentligt.
Vi må aldrig hælde eddike i Kirkens åbne og blødende sår. Den eneste hjælp, som bevægelsen kan give Kirken, er kærlighed, en barnlig og barmhjertig kærlighed.
Jeg giver jer stor kærlighed til Kirken. Den gennemlever i dag store lidelser, for den bliver elsket stadig mindre og mindre af sine egne børn. Mange vil kun forny og rense den gennem kritik... De angriber voldsomt dens institution, men uden kærlighed kommer der ingen fornyelse og lutring!( 9.nov. 1975).
MPB vil føre de troende til at blive vidner om kærlighed til Kirken. En kærlighed, der ikke viger tilbage for lidelse og kors, som i enhver situation virker for sammenhold og enighed, og som bidrager til at hele Kirkens mange dybe og smertende sår.
3) FoRPLIGTELSE TIL OMVENDELSE
De troende lover i indvielsesbønnen:Vi forpligter os til at fuldbyrde den indre omvendelse, som evangeliet fordrer.
Guds Moder beder de troende, som tilhører bevægelsen, om daglig at arbejde på omvendelse ad bønnens og bodens vej.
Som en opmærksom og omsorgsfuld Moder hjælper hun til at undgå synd, til at leve i Guds nåde. Hun opfordrer dem til hyppigt skriftemål, til et inderligt eukaristisk liv og til trofast at overholde Guds lovbud: Unge og forlovede par opfordrer hun instændigt til at bevare kyskhed og hjertets renhed. Ægtefolk opfordrer hun til at leve den ægteskabelige kyskhed i ægteskabets hellige sakramente i overensstemmelse med Kristi lære, som det for nylig igen er blevet bekræftet af det kirkelige læreembede.
Dette er særlig påkrævet i dag i en verden, hvor urenheden breder sig overalt, for at medvirke til, at verden bliver renere og smukkere.
De troende skal være alle et eksempel ved deres strenge levemåde. De skal sætte sig op imod moden, som bliver stadig mere skamløs og udfordrende. Og de skal på enhver måde kæmpe imod udbredelsen af umoralsk litteratur og underholdning, som oversvømmer alt som en flod af slam. De skal være et godt eksempel for alle ved deres renhed, deres soberhed og anstændighed. De skal undgå de steder, hvor deres gudbilledlige værdighed bliver vanhelliget. Rundt om præsterne skal de danne en skare af trofaste, min store hvide hær ( 1. nov. 1973).
Indtil nu har utallige troende lægfolk fra alle dele af verden tilsluttet sig MPB og ofte får præster netop fra dem et godt eksempel, konkret hjælp og værdifuld støtte.
CENAKLERNE
MPB virker inden for alle områder af Kirkens liv, i hvilke medlemmerne løbende er engageret: Fra ordenshuse til sogne, fra den teologiske sektor til den pastorale, fra spiritualitet til missionsapostolat.
Jo mere en præst lever bevægelsens ånd, des mere engagerer han sig med begejstring i Kirkens initiativer og gør dem til sine egne. Men til tider udfolder Bevægelsen sig inden for Kirkens liv med en aktivitet, som er helt dens egen, nemlig ved at samle præsterne og de troende til møder for bøn og broderskab, de såkaldte cenakler.
Regional-, bispedømme- og familiecenakler.
Regional- og bispedømmecenakler udfolder sig altid i samarbejde med den stedlige biskop, som enten deltager personligt eller i stedet sender sit samtykke og sin velsignelse. Disse cenakler frembyder en god lejlighed til konkret at opleve fællesbøn og levet, praktisk fællesskab, og er derfor en stor hjælp til at overvinde tvivl og vanskeligheder og til at give mod til at fortsætte ad indvielsens vanskelige vej. Blandt de præster, som har påtaget sig opgaven at samle deres brødre, er der blevet udvalgt ansvarlige for Bevægelsen på nationalt plan, på regionalt og bispedømmeplan.
Fra de ansvarlige i alle lande er der modtaget meget trøsterige beretninger, i hvilke vi får bekræftet, at cenaklerne finder stadig større udbredelse.
Familiecenaklerne
Familiecenaklerne er specielt nødvendige i dag i betragtning af familielivets alvorlige opløsning. I et familiecenakel samles en eller flere familier i et af hjemmene: Man beder rosenkransbønnen og mediterer over betydningen af at være indviet til Jomfru Maria, oplever det indbyrdes fællesskab gennem samtale om hinandens problemer og vanskeligheder, og sammen fornyer man altid indvielsen til Marias rene hjerte.
Det er allerede blevet klart, at kristne familer bliver hjulpet gennem familieceaklerne til at leve som sande trosfæller med bøn og kærlighed, virkelig som en huskirke.
Cenaklernes struktur.
Strukturen i cenaklerne er ganske enkel. Ligesom apostlene var forsamlet i cenaklet Jerusalem sammen med Jomfru Maria, samles vi også her for:
- at bede med Maria
- at uddybe indvielsen til Maria
- at være sammen i broderligt fællesskab.
- at bede med Maria
Cenaklerne skal frem for alt være samvær i bøn, bøn med Maria. Derfor er rosenkransbønnen et fælles kendetegn for alle cenakler. Med den beder vi Guds Moder om at bede sammen med os og om at give os indsigt i Jesu livs mysterier.
Rosenkransen, som I beder i cenaklerne i overensstemmelse med jeres himmelske Moders indtrængende opfordring, er som en umådelig kæde af kærlighed og frelse, med hvilken I kan indkredse personer og forhold, ja endda få indflydelse på alle begivenheder i jeres tid. Bliv ved med at bede den og forøg antallet af bønscenakler. ( 7. oktober 1979)
- at leve indvielsen.
Under cenaklet skal vi hjælpe hinanden til at leve indvielsen til Marias rene hjerte. Det betyder, at vi må vænne os til at se, som Maria ser, at føle, at elske, at bede, at handle på samme måde som Maria. Det er hensigten med den tid, som sættes af til meditation under cenaklerne, for der findes sikkert andre lejligheder til den for alle så nødvendige fornyelse af løfterne.
Helt generelt er dette tidsrum helliget den fælles betragtning over vor bevægelses bog. Det er derfor ikke i cenaklets ånd at bruge tiden til videnskabelige foredrag eller kulturelle indslag. For det ville betyde en fare for, at man fjerner sig fra den enkelhed og den personlige atmosfære, som gør vores forsamlinger så frugtbare.
- at være sammen i et broderligt fællesskab.
Endelig er vi alle kaldet til at medvirke til sandt broderskab i cenaklerne. Er det måske ikke en af de smukkeste oplevelser, som vi altid har i cenaklerne?
Jo mere vi beder og lader Jomfru Maria handle, des mere vil vi også føle, at vi selv vokser i gensidig kærlighed til hinanden.
Hvorfor ønsker jeg jer forenet i cenakler med mig? For at hjælpe jer til at elske hinanden og til at leve i sandt broderskab sammen med jeres Moder. Det er nødvendigt i dag, at mine præster kender hinanden, at de hjælper hinanden, at de virkelig elsker hinanden, at de som brødre er forenet af deres Moder. Der er alt for megen ensomhed, for megen forladthed blandt mine præster i dag. Jeg ønsker ikke, at de skal være alene: De må hjælpe hinanden, elske hinanden. De må virkelig føle sig som brødre og i sandhed også være det.(17. jan. 1974.)
Cenaklerne er Guds Moders lægemiddel imod den voksende fare for ensomhed, som i dag føles særlig påtrængende, og som er farlig for præsterne.
En hjælp for Kirken
Ved slutningen af denne første del af introduktionen, i hvilken vi har forsøgt at forklare oprindelsen, udbredelsen og spiritualiteten i MPB , er det naturligt at stille spørgsmålet: Hvilken betydning har denne bevægelse i Kirken i dag? Hvad er dens funktion i Kirkens liv blandt de mange bevægelser, som virker på alle planer?
På dette spørgsmål giver jeg følgende enkle svar: MPB er en hjælp, som den guddommelige Moder tilbyder Kirken i dag, for at den må være bevidst om hendes moderlige nærvær, bliver trøstet midt i sine store lidelser og altid føle sig omgivet af kærlighed og forbøn fra så mange af sine børn. Med MPB vil Guds Moder tilbyde Kirken en sand hjælp til overvindelsen af den smertefulde krise forårsaget af den lutring, som Kirken gennemlever i disse tider.
På grund af denne krise ser man, at religiøse ordener og kongregationer, som før var blomstrende, nu gennemlever særdeles store vanskeligheder.. Med sit arbejde ønsker Jomfru Maria at hjælpe alle af god vilje til, sammen med hende, at udstå vor tids lidelser, og derfor indbyder hun, først præsterne og derefter ordensfolk og andre troende, til at indvie sig til hendes rene hjerte og til den største trofasthed over for Paven og Kirken.
Grunden til, at Bevægelsen ikke har nogen juridisk legitimation, er, at en sådan hjælp ville gøre den lettere at acceptere for alle. Den manglende juridiske form gør det umuligt at bede om nogen form for officiel godkendelse, som kunne hjælpe den på vej.
Men denne svaghed er også Bevægelsens styrke, for den pålægger ikke forpligtelser af nogen art. Således er det lettere for præster og ordensfolk at tilslutte sig.
Vi kan sammenligne Kirken med et stort træ. Jeg mener ikke, det er MPBs mål at føje endnu en gren til de mange, som allerede findes, men derimod at tilføre træet en hemmelighedsfuld kraft, som, idet den kommer fra Marias rene hjerte, breder sig til alle Kirkens grene, hjælper den til, at hver enkelt gren udvikles i overensstemmelse med sin funktion og i sin særlige form, og dermed overfører den større styrke og skønhed til alle.
Bevægelsens fattigdom og uofficielle status
Hvis vi dernæst ønsker at vide, hvad der er den mest bemærkelsesværdige kvalitet i MPB, synes det at være dens fundamentale fattigdom. Bevægelsen er så fattig, at den end ikke har officiel eksistens. Og eftersom den ikke eksisterer, kan den ikke på nogen måde registreres i officielle fortegnelser.
Sommetider siger vi smilende til hinanden: Vi er allerede mere end 60.000 præster og flere millioner lægfolk, som har tilsluttet sig MPB, men intet sted findes der noget bevis for, at Bevægelsen eksisterer.
Bevægelsen er så fattig, at den ikke kan besidde egne midler, heller ikke er den i stand til at modtage legater o.l. Den lever udelukkende af gaver, som Forsynet sender den til imødegåelse af de umådelig store udgifter til trykning af bøgerne og deres udsendelse. Men selv hvad dette angår, sørger de enkelte nationale centre selv for deres økonomi ved hjælp af de midler, som Forsynet stiller til rådighed.
Bevægelsen er også fattig, hvad angår menneskelig støtte. Det gælder også alt det, som kunne skænke den trøst og støtte i de uundgåelige vanskeligheder, f. eks. anbefalinger fra foresatte, ros og opmuntring fra den kirkelige autoritet og andre tegn på anerkendelse.
Den eneste sikre støtte, som Jomfru Maria vil give os, er hendes rene hjerte, og det eneste anbefalingsbrev er det, som kan læses i det vidnesbyrd, den enkelt præst aflægger med sit liv, når det leves i overensstemmelse med indvielsen til hende, så han ved hendes hjælp føres ad hellighedens vej.
Den radikale fattigdom i MPB må elskes, velsignes og leves. For det er jo selve Jomfru Marias fattigdom, som afspejles i hendes arbejde.
Det er Himmeldronningens fattigdom, som på jorden skjulte sig i en almindelig husmors klædedragt.
Det er fattigdommen hos vores Moder, ren og fuld af nåde, som åbenbares i hendes så enkle og almindelige levevis i tjenesten for hendes ægtefælle Josef og hendes guddommelige Søn, Jesus. Marias fattigdom må altid gennemlyse dette arbejde, som er hendes, for MPB må kun leve, vokse og virke i hengiven tjeneste for Kirken. Derfor har Bevægelsen ingen eksistens i sig selv: Den kan kun leve i Kirkens liv og i Kirkens tjeneste.
Således kan den virkelig hjælpe Kirken at bære det tunge kors i renselsens blodige øjeblikke. Det lys, som Det uplettede Hjerte skænker den gennem så mange af sine elskede sønner, støtter den på vandringen henimod den største herlighed. Gennem jer, som har svaret på mit kald, breder mit lys sig stadig mere og mere i Kirken. Således får Kirken atter kraft, tillid og nyt liv til evangeliseringen af alle folkeslag til frelse for alle mennesker på jorden. (14.nov.1980).