Vejledende bemærkninger
om bogen "To the Priests, Our Lady's Beloved Sons"
1) Bogens tekster skal altid læses og fortolkes i lyset af
Den hellige Skrift og Kirkens dokumenter. Der henvises således
specielt til Pave Johannes Paul 2.s encyklika “Remptor hominis”,
hvor der tales om Kirkens anden advent, og forventningen om Kristi
genkomst.
2) Bogens tekster skal aldrig læses isoleret, men altid ses
i sammenhæng med hele bogen.
3) Bogen bør opfattes som et “lille redskab”, (dvs
et ydmygt værktøj), og Jomfru Maria udvælger
bevidst en mand, der i verdens øjne er svag og uanselig,
for at gøre verdens visdom og magt til skamme. Derfor må
vi ikke tage anstød af bogens naive og sødladne sprog
og de mange gentagelser, men prøve i ydmyghed og tro at lytte
os ind til kernen i det budskab, som Gud gennem Jomfru Maria og
Don Gobbi vil give os.
Nedenstående indledning er hentet fra det 16. oplag af bogen
"To the Priests, Our Lady's Beloved Sons". Januar 1990.
Bogens betydning for Den Marianske Præstebevægelse
Der er mange, som tror, at MPB er identisk med bogen”Til præsterne,
Guds Moders elskede sønner” .
Det er ikke tilfældet. Bevægelsen er Jomfru Marias værk
og dens formål er at kalde præster til at indvie sig
til hendes rene hjerte, til en fornyet Mariahengivenhed og dermed
til en dyb forening med Paven og Kirken.
Hvis et menneske lever i overensstemmelse med dette formål,
tilhører det Bevægelsen, også selv om det muligvis
aldrig har kendt bogen.
Men når et menneske begynder at leve i denne overgivelse til
Maria, må det naturligvis spørge sig selv: Hvordan
skal jeg leve i praksis? Hvem kan vejlede mig? Hvilken vej skal
jeg gå? På disse spørgsmål giver bogen
svar, for den viser den vej, man må følge for at leve
indvielsen til Marias rene hjerte.
Kan MPB da undvære bogen? I teorien JA, men i praksis absolut
NEJ.
Eftersom Bevægelsen er Jomfru Marias værk, så
er det i virkeligheden hende selv, som med bogen har valgt et uundværligt
redskab for dens udbredelse og til en virkelig forståelse
af Bevægelsens ånd”Selve bogen er kun et middel
til at udbrede Bevægelsen. Den er et vigtigt middel, som jeg
har valgt, fordi det er et lille (uanseligt, ydmygt)middel. Jeg
vil sørge for, at mange får kendskab til dette mit
kærligheds værk blandt præsterne” (24. juni
1974).
Bogens oprindelse og form
Fra juli 1973 var Don Stefano Gobbi begyndt at nedskrive nogle klare
og stærke tanker, som udsprang fra hans sjæl. I lydighed
mod sin åndelige vejleder samlede han dem i en lille bog,
og således blev den første udgave til. Den blev præsenteret
på et møde for præster fra Bevægelsen,
som blev afholdt i september samme år. Modtagelsen af den
var temmelig negativ, til trods for, at indholdet var helt i overensstemmelse
med den vej, som i Den Marianske Præstebevægelse havde
udkrystalliseret sig gennem bøn og samtale. Problemet var
dels, at den kirkelige godkendelse manglede, dels den litterære
form: Bogen fremstod som en beskrivelse af Bevægelsens åndelige
vej udformet af selveste Jomfru Maria ved hjælp af et mystisk
fænomen, som kaldes indre lokutioner [“hørelser”.
Dvs Don Gobbi hører Maria tale, men ser hende ikke].
For præster er sådanne erfaringer sædvanligvis
uvelkomne, fordi der i dag cirkulerer så mange budskaber,
hvoraf en del sandsynligvis har patologisk oprindelse og i hvert
fald er af tvivlsom autenticitet. Derfor frygtede man, at bogen
ville møde uoverstigelige hindringer på sin vej, særlig
fra de kirkelige myndigheders side. Forvirringen blev imidlertid
gradvist afløst af en stadig mere positiv modtagelse af bogen
hos præster, ordensfolk og andre troende, og efterhånden
blev bogen oversat til de vigtigste kendte sprog. For gennem bogens
budskaber, drages præsterne og de troende ved Marias moderlige
hjerte ind til Jesu hjerte og dermed ind i Kirkens hjerte - i Hans
mystiske Legeme. Hvis man respektfuldt tager denne bog i sin hånd
og mediterer over den med et enfoldigt hjerte, bliver man klar over,
at man lytter til et levende ord, sødt som honning og skarpt
som et sværd. Gennem denne bog oplyses vi om en spiritualitet,
som er grundfæstet i Kirkens Åbenbaring og liv, som
hviler på lysende søjler som Evangelisten Johannes,
Den hellige Frans af Assisi, den hellige Frans af Sales, St. Louis
Grignon de Montfort, St. Joh. af Bosco. St. Therese af Lisieux og
St. Maximilian Kolbe.
Dens ægthed kan vi kun efterprøve ved at leve efter
den i praksis. Træet skal kendes på sine frugter.
Overalt i verden samles præsterne nu i cenakler, hvor de indvier
sig til Marias rene hjerte. Og således har Maria efterhånden
nu udbredt sit værk over hele jorden: Når Don Gobbi
rejser rundt til selv de mest afsidesliggende steder for at afholde
cenakler, finder han til sin glædelige overraskelse, at Bevægelsen
allerede er kendt, fordi folk har læst bogen.
Bogens fortrin og mangler
Et værdifuldt middel
Bogen er et værdifuldt middel til at forstå Bevægelsens
spiritualitet.
Meditation over bogens indhold udvirker ofte radikale forandringer
i sjælene. Den er en hjælp til at leve i indvielsens
ånd og giver ofte præsterne en følelse af, at
den opfylder deres egne særlige behov. Den opmuntrer dem til
at få bugt med vanskelige forhold og fører dem til
gradvis at gøre alting sammen med Maria og i hendes ånd.
Tusinder af tilmeldinger sendt af præster til de nationale
centre vidner om denne kendsgerning. Som et vidnesbyrd herom citerer
jeg uddrag af breve, som jeg har modtaget fra præster:
1) Fra en missionær i Brasilien:”Min frygt er at skulle
gå i stå, og jeg har mange grunde hertil: Simple fristelser,
som på forskellig måde er blevet min hverdasgskost.
Men når jeg mediterer over bogen, fornyer jeg min overgivelse
til Marias rene hjerte, og lidt efter lidt bliver tilliden genfødt.
Hvor ville jeg gerne leve i bevidstheden om at være Marias
ejendom.”
Fra en mellemamerikansk stat: “Jeg er præst, men har
ikke virket som præst de sidste 14 år. Jeg er professor
på et stort universitet. Jeg var holdt op at prædike,
fordi jeg havde gennemlevet en alvorlig krise, både trosmæssigt
og moralsk. Jeg havde Deres bog, men havde ikke læst i den,
da jeg troede det var en tilfældig lille bog om Mariadyrkelse.
Men da jeg en dag kom til at kigge i den, ved jeg ikke, hvad der
skete: Fra den første side fik jeg lyst at læse mere
og mere. Så huskede jeg, hvad jeg havde lært på
seminariet: Til Jesus gennem Maria. Jeg forberedte mig gennem hele
november måned, og den 8. dec. foretog jeg min indvielse til
det Rene Hjerte.”
Bogens begrænsninger
Bogens begrænsninger er åbenlyse: Dens uanselige og
beskedne ydre, men først og fremmest dens form, som er en
anstødssten for mange, nemlig for alle dem, som fornægter
enhver form for overnaturlig guddommelig indgriben i den menneskelige
virkelighed. At bogen fremstår som Marias direkte henvendelse
i form af lokutioner til Don Gobbi, kan de derfor ikke acceptere
med deres rationelle fornuft. Den støder også mange,
som i og for sig er gode, beredvillige, kultiverede mennesker, men
som er for “store”, og derfor bliver forargede over for
dette ydmyge redskab. Det gælder ikke kun bogens form, men
også dens indhold: Den er jo ikke en videnskabelig afhandling
om teologi eller mariologi, og den præsenterer sig ikke som
et samlet kompendium om Mariadyrkelse. Den opstiller heller ikke
systematisk bibelske og teologiske argumenter for indvielsen til
Maria, som den positive åndelige erfaring, der beskrives i
f. eks. i Montforts “Afhandling om den sande overgivelse”.
Den forklarer i et yderst enkelt sprog, hvad den himmelske Moder
i dag ønsker af sine udvalgte sønner, præsterne.
Det er sider fra en dagbog, hvis indhold viser sig at være
i overensstemmelse med Åbenbaringen og med Kirkens lære.
Den har karakter af en Moders tale til en søn, og førstehåndsindtrykket
kan forekomme nogen for sødladent og somme tider for barskt.
Desuden gentages visse temaer med utrættelig vedholdenhed,
mens andre nærmest ignoreres.
Bogen er ikke et værk forfattet ved et skrivebord efter en
forud tilrettelagt disposition. For at man ikke af den grund skal
lægge bogen til side med skuffede forventninger, må
vi huske, at alt, hvad enhver præst burde vide, nødvendigvis
er taget for givet: I alt, hvad der angår hans indre liv,
hans apostolat, hans liv i fællesskab med hele Kirken og med
verden, må han støtte sig til Åbenbaringen, Kirkens
lære, samt kilder for sund teologi, filosofi, for mystisk
og asketisk litteratur.
Det teologiske fundament
Det teologiske grundlag for MPB udgøres af den samlede marianske
lære, som vi finder i Bibelen belyst af Fædrene og udlagt
af Kirkens læreembede. Bogen vil ikke være et kompendium
over disse emner, da der allerede inden for Kirken findes specielle
institutioner af den art.
Man må derfor klart tage afstand fra den opfattelse, at præster,
som er medlemmer af MPB, afviser sund teologisk videnskab, eller
at de er sentimentale eller godtroende.Tværtimod viser det
sig, at der blandt de præster, som har meldt sig til Bevægelsen,
er mange, som nyder stor anseelse på kulturelle områder
og mange som har ansvarsfulde hverv inden for Kirken. Naturligvis
findes der også et stort antal, som på en beskeden plads
trofast opfylder deres opgave, hver og én med sine fortjenester
og begrænsninger, men alle mennesker med en indre balance.
En irsk præst har bemærket, at der i bogen er samlet
såvel de Montforts lære om indvielse til Maria, som
St. Thérèse af Jesusbarnets “lille vej”,
samt opfyldelsen af budskabet fra Fatima. Det er op til enhver selv
at overbevise sig om dette.
Der ser virkelig ud til at være en sådan syntese, for
vil man leve indvelsen til Maria, må man overgive sig selv
til hende lige så totalt, som et lille barn er ovegivet til
sin Mor. Dette virkeliggøres, når man lever som et
barn indviet til hendes rene hjerte, et barn, der lader sig ernære,
klæde og elske af hende hvert eneste øjeblik i radikal
lydighed.
Et ydmygt redskab
Men hvorfor har Maria valgt et så ydmygt og lille redskab?
“Du har ikke forstået, min søn, at jeg netop har
valgt dårskab til at tilintetgøre klogskab og svaghed
til at besejre styrke”(27.sept 1973).
Her når vi ind til den egentlige hemmelighed i MPB: Det er
selve Evangeliets hemmelighed. Jesus har ikke fordømt de
vise og de kloge. Men Han har alligevel takket den himmelske Fader
for, at Han har skjult Himmerigets hemmeligheder for dem og åbenbaret
dem for de små.
Enhver, der tilhører MPB har pligt til at læse og meditere
over alt, hvad der er indeholdt i det lille, men værdifulde
redskab, som bogen er, hvis han ønsker at leve sin indvelse
til Marias rene hjerte og således bidrage til at opfylde hendes
moderlige plan for frelse og barnhjertighed.
Teologiske kriterier for at forstå bogen
Den mystiske teologi
Desværre er mystisk teologi i dag et næsten ukendt begreb.
Derfor nedvurderes mystiske fænomener i en sådan grad,
at de på forhånd afvises med foragt, eller de overvurderes
på en måde, der næsten ligestiller dem med den
officielle Åbenbaring. Vi glemmer ofte, at nåden gør
os til Guds sande børn, og at Maria virkelig er vores Moder.
Man glemmer, at ægte bøn ikke er monolog, men dialog,
hvor den vigtigste del må overlades til den himmelske samtalepartner.
Vi ved jo, at Gud har en uendelig række af mulige veje, ad
hvilke Han kommunikerer med sine børn, og at Han vælger
den vej, der passer bedst for den enkelte - også uden for
de officielle former, som alle kender.
Hvad er en indre lokution?
Frem for alt må man gøre sig klart, at det ikke er
noget besynderligt og sensationelt, men et mystisk fænomen,
som findes i Kirkens liv, og som findes beskrevet i den mystiske
teologi. Det er ikke en sansernes kommunikation med Jesus, Jomfru
Maria eller helgenerne, som det er tilfældet i andre former
for autentiske åbenbaringer. Man oplever ikke det guddommelige
med de fysiske sanser: Syn hørelse, følelse. Det er
heller ikke den inspiration og det lys, som Helligånden i
strømme sender over sind og hjerte hos det menneske, der
beder og lever i troen. For så vidt, som det handler om et
autentisk fænomen er lokution en Guds gave, hvorved Gud vil
meddele sig til os, og hjælpe os til at fuldføre det,
Han ønsker af os, og Han udtrykker sig på menneskevis
i modtagerens tænke- og udtryksmåde. Personen bliver
et redskab for kommunikation, samtidig med, at han bevarer sin fulde
frihed til at acceptere eller at afvise Guds Ånds virken gennem
sig. Medens han modtager Herrens ord, er hans intellekt inaktivt,
dvs det begynder ikke at lede efter tanker eller finde måder
at udtrykke dem på, som det f. eks. sker, når en person
er ved at skrive et brev, eller forbereder en tale, som han skal
holde.
Den hellige Johannes af Korset beskriver fænomenet lokutioner
“Opstigning til Bjerget Karmel” kap 26, nr 2.
Tanquerey definerer lokutioner eller overnaturlige ord som manifestationer
af Guds tanke opfattet af de indre eller de ydre sanser. (Kompendium
i asketisk og mystiks teologi. kap 3, nr 1494). Man kan derfor give
følgende definition på en lokution: Det er meget tydelige
sætninger, som den person, der modtager dem,opfatter, som
om de opstod i hans eget hjerte, og som i sammenhæng danner
et budsskab.
Himlens budskab kommer næsten altid uventet. Vor Herre, eller
Guds Moder, englene eller de hellige bestemmer alene både
øjeblikket og budskabets indhold.
Hvordan skelner man mellem sande og falske lokutioner
Der findes ret præcise regler for, hvordan man skelner autentiske
åbenbaringer fra de falske, der kan føres tilbage til
bevidst bedrageri, sygelig indbildning eller ligefrem Satans indgriben.
Litteratur om emnet er ikke stor og heller ikke tidssvarende. De
store mystikeres bøger er en hjælp (Den hl. Johannes
af Korset, den hl. Theresa af Avila, den hl. Ignatius af Loyola,
den hl. Katarina af Genua, den hl. Katarina af Siena osv). endvidere
studier og traktater af Royo Marin, Tanquerey, A. Poulain, von Garrigou
osv.
Sværere er det at udgrunde, hvor stor en del, der udgøres
af det menneskelige element, som Guds uudsigelige ord må iklædes,
for at vi kan forstå det væsentlige og universelle,
kort sagt det guddommelige, som det indeholder.
Ofte hører man, at budskaber, som de, der er i vores bog,
præges af for mange gentagelser og er for ordrige.
Man sammenligner dem med stilen i Evangeliet og de åbenbaringer,
der er anerkendt af Kirken, men glemmer, at der her er tale om en
helt anden form for meddelelse af Guds ord, ikke kun hvad angår
autoriteten, men også måden, det meddeles på.
(Modaliteten).
Vi har stor agtelse for det enkelte menneskes frihed, hvorfor skulle
vi så netop gøre en undtagelse med Gud? Skal Han spørge
os om tilladelse til, hvor, hvornår og hvordan Han vil meddele
sig til os, sine elskede børn, eller spørge, om de
redskaber, han bruger, passer til vores smag?
Vi må vokse i visdom, for at vi kan glæde os med Jesus,
når Han udbryder: “Jeg priser dig Fader, fordi du har
skjult disse hemmeligheder for de vise og kloge, men åbenbaret
dem for de små”, og den himmelske Moder synger: “De
hungrige giverHan rige gaver, men de rige må gå tomhændede
bort”.
De indre lokutioner i bogen.
Når man læser denne bog, er det godt at huske følgende:
Det, som kommer fra Gud, bringer en dyb følelse af fred og
vækker en større ydmyghed og en stærk tillid
til Herren. Den hjælpe os at stå imod Den Onde og på
en enkel og konsekvent måde at virkeliggøre det gode.
Den respekterer vor egen og vor næstes frihed. Den, der skriver
og handler i Guds navn, styrker os andre ved sin indre ligevægt,
sin menneskelighed og sin modige sjælelige holdning, også
selv om han er begrænset af sine menneskelige fejl.
Hvis nogen steder i bogen bringer forvirring, da er det fornuftigere
at gemme den til bedre tider, hellere end at blive bekymret.
Gud ønsker hvert øjeblik at kommunikere med sine børn,
som lever her på jorden. Vi kristne har mulighed for at sikre
os, at det, som kommer til os, virkelig er Guds ord, idet vi sammenligener
det med Åbenbaringen, som trofast er blevet bevaret og ufejlbarligt
fremsat af Kirkens Læreembede.
Bogens tekster skal altid læses og fortolkes i lyset af
Den Hellige Skrift og Kirkens dokumenter
Derfor må det samlede budskab - såvel som hver enkelt
del af det - læses og leves inden for rammerne af den kristne
lære.
Formålet med disse budskaber er på en lettere og sikrere
måde at lede præster til at leve et helligt liv. Derfor
bliver vi mindet om følgende:
a) Marias moderrolle, med de rettigheder og forpligtelser, der udspringer
heraf både for hende og for mig, vedrører mig personligt.
b) Jomfru Maria, som er den mest ydmyge og rene blandt skabninger,
er ikke et mål i sig selv. Hun er Moderen, som føder
og opdrager sine adopterede børn. Dermed viderefører
hun det værk, som er fuldbragt af hendes Søn, Jesus.
Målet er alene herliggørelsen af den hellige Treenighed,
som enhver præst, er kaldet til.
c) Da Maria er Kirkens Moder, er den historiske sammenhæng
mellem hendes handlinger og vores svar LYDIGHED og en ubetinget
enhed med Kirkens myndighed, dvs. Paven, vore egne biskpper og retmæssigt
overordnede.
d) Eftersom præsten er et menneske, der har viet sit liv til
Gud for menneskenes skyld, føler han sig også forpligtet
til at videregive både glæden og rigdommene og den samme
beredvillighed til at indvie sig til Guds Moder, som han selv søger
at efterleve.
Kritiske tendenser i moderne teologi
Den som i en sekterisk ånd vil tilslutte sig MPB, vil helt
have misforstået bevægelsen.
Kirken er i sit inderste væsen altid den samme, mens de ydre
former, i hvilke ORDET og LIVET klæder sig, med tiden ændrer
sig ligesom en klædedragt. De, som er uhelbredigt nostalgiske
m.h.t. forgangne tider, forveksler det evigtgyldige med det forældede,
som ganske vist er gammelt, men som kan ændres.
På samme måde synes de, der hungrer efter nye oplevelser,
at kende mere til dem., end den Evige Fader, og i deres trang til
at bede om åbenbaringer af Helligånden er det, som om
de tror, der findes andre veje til frelse end den enkle bønnens
og bodens vej.
[Bogen er ganske vist kritisk over for tendenser
i den moderne teologi, men at det ikke er en kritik af teologien
som sådan, men kun imod den ukloge måde, den ofte bliver
forvaltet på. Derfor er det ikke på nogen måde
bogens hensigt at diskutere sider af den nutidige teologi som f.
eks. sociale og pastorale spørgsmål.]
Kriterier for budskabernes ægthed
Med hensyn til fænomenet de indre lokutioner, som vi her beskæftiger
os med, så skriver Don Gobbi i en normal sindstilstand. Han
er hverken i trance eller ekstase.. Han skriver, hvad han modtager
i sit indre, udtrykker det uden tanke for svagheden eller rigdommen
i stil eller temperament, selv når det gælder at viderebringe
sandheder, som tidligere var ukendte for emnet, eller endog inden
det var gået op for ham selv, hvad det drejede sig om.
Med hensyn til ægtheden har man anvendt de klassiske, traditionelle
kriterier:
- overensstemmelse med den åbenbarede Sandhed [dvs. Åbenbaringen
i Kristus og Den hellige Skrift]
- den vedholdende lydige og ydmyge holdning
- visse tegn, som man ydmygt har bedt om hos Gud
- Don Gobbis afbalancerede og uselviske overgivelse til Maria, og
den fred, der udgår fra det guddommelige budskab.
Men det er også et positivt tegn, at MPB har bevirket så
meget godt på det sjælelige plan hos titusinder af præster,
hvoraf mange befandt sig i krisetilstand, ligesom den også
har bragt så meget godt til utallige lægfolk.
De gode frugter viser, at årsagen må søges i
det lys, som på Marias forbøn strømmer fra Helligånden
ind i hjerterne på dem, der tager denne bog i deres hånd.
Bedømmelse af overnaturlige fænomener tilkommer
alene Kirken
I denne tid, hvor der sker så mange opbrud i Kirken og i verden,
forekommer det stadig oftere, at mennesker hævder at være
benådet med særlige karismer såsom visioner, lokutioner,
helbredende evner osv.
Heril indtager MPB følgende holdning: - Den identificerer
sig ikke med nogen forening, nogen person eller med begivenheder,
som udviser overnaturlige aspekter.
Den accepterer, at den ikke har nogen ret til hverken at godkende
eller fordømme, da dette tilkommer Kirken alene. Den stiller
enhver præst frit til på eget ansvar at forholde sig
således, som klogskaben tilsiger ham, men altid i fuldkommen
lydighed over for den kirkelige autoritet.
- Dersom det drejer sig om åbenbaringer, som på nogen
måde står i modsætning til Kirkens lære,
eller om personer, som klart afviger fra, hvad man må kalde
menneskelig normalitet og kristen ligevægt, da er MPB nødt
til at advare sine medlemmer, for at de må forblive i fuldkommen
troskab imod Kirken.
- Når det drejer sig om mennesker og begivenheder, som Kirken
har anerkendt, respekterer MPB i højeste grad den enkeltes
valg og ønsker. Vi kan dog ikke på nogen måde
se bort fra begivenhederne i Fatima, for her handler det jo om en
kendsgerning af universel betydning, en kendsgerning, som desværre
ikke er blevet forstået og endnu mindre bevidnet, til trods
for, at den er blevet officielt godkendt af Kirken. Man behøver
kun at tænke på Pave Paul VI og Johannes Paul II, der
rejste som pilgrimme til Cova da Iria.
Forholdet mellem Guds fulde Åbenbaring i Kristus og "privatåbenbaringer"
Det er en selvfølge, at folk, der tilhører MPB, anerkender
Åbenbaringen i dens fulde omfang, sådan som den fortolkes
af Kirkens officielle læreembede.
Men det står dem frit for at acceptere, ignorere eller forkaste
skrifter og begivenheder, som almindeligvis betegnes som “privatåbenbaringer”.
Da mystikkens historie og dens lære er så lidt udforsket,
sker det let, at man enten forfalder til en fanatisme, som på
grund af fordomme fornægter eller latterliggør den
slags fænomener, eller også glider over i en naiv begejstring,
som accepterer alt uden undtagelse. Det er vigtigt at tage afstand
fra begge yderligheder:
- på den ene side fra den barnagtige godtroenhed, som hverken
underkaster personen eller begivenheden nogen undersøgelse,
for på det menneskelige plan at bekræfte troværdigheden,
inden man accepterer den på det overnaturlige. Guds redskaber
har altid, selv i deres lidenhed og svaghed et vist anstrøg
af værdighed og renhed, og hvad de sande apostle angår,
så mangler der ikke tegn på, at Helligånden ledsager
dem.
- på den anden side fra den hovmodige overfladiskhed, som
afviser eller direkte kæmper imod, hvad der muligvis kunne
være Guds værk. Man glemmer i praksis, hvad man i teorien
accepterer, nemlig Guds og hele Paradisets uindskrænkede frihed
til at kommunikere med os pilgrimme her på jorden.
Budskaberne må læses og fortolkes i sammenhæng
med helheden, med Den Hellige Skrift og Kirkens læreembede
Når man læser denne “Dagbog”, som for mange
præster er blevet deres daglige andagtsbog, må man se
de enkelte udsagn i sammenhæng med helheden.. F. eks. Guds
Moders råd om at give afkald på alt, hvad der hedder
aviser og fjernsyn. I mange tilfælde skal det følges
bogstaveligt. Men for mange præster betyder det snarere, at
de ikke skal spilde kostbare timer med værdiløse eller
tendentiøse fjernsynsprogrammer, og at de ikke skal betragte
verdensbegivenhederne ud fra samme materialistiske livssyn, som
præger størstedelen af nutidens massemedier.
Et andet eksempel er de hyppigt gentagen sætninger, som ved
første øjekast kan virke forvirrende, hvor det hævdes,
at Marias rene hjertes triumf vil falde sammen med Kristi genkomst
og Hans herlighedsrige.
Disse sætninger bliver naturligvis fortolket i lyset af Den
hellige Skrift (Åb. 20,1-7) og i overensstemmelse med Kirkens
officielle læreembede. Hvad det angår, må man
lægge mærke til de hyppige henvisninger fra Pave Joh.
Paul II, bl.a. i den første encyklika “Redemptor hominis”
og i andre vigtige dokumenter, i hvilke han taler om Kirkens anden
advent, som forventer Kristi andet komme.
Gud udvælger det svage for at gøre verdens visdom
til skamme
Et andet råd lyder, at man accepterer det, som er karakteristisk
for denne bog som “et lille redskab”. Sådan vil
Guds Moder have det i overensstemmelse med Forsynets vilje, der
- som Paulus siger - udvælger det, som i verdens øjne
er svagt og fattigt, for at gøre både jordisk lærdom
og Djævelens magt til skamme.
Eftersom den besmittede luft, vi indånder, og Djævelens
snedighed kan spille os mange gemene puds, må vi ikke tage
anstød af den til tider sødladne stil. Præster,
som har overladt sig til at lade sig forme af Maria, bevidner, hvordan
hun handler med både sødme og fasthed.
Med god grund har den himmelske Fader overladt til hende at opdrage
sin enbårne Søn i dennes menneskelige natur og at forberede
Ham til Golgatha. Maria behandler os med blidhed, fordi hun elsker
os som en moder, og udstrækker os på korsets træ,
uden at vi yder modstand, for at vi kan blive stadig mere fuldkomne
efterfølgere af hendes korsfæstede Søn. Det
er alt andet end sentimentalt.
En trængselens tid
De utallige henvisninger til de onde tider, vi gennemlever, og til
den smertefulde fremtid, som venter os, må fortolkes i det
sande perspektiv, nemlig i lyset af Den hellige Skrift.
Så mange gange og på utallige måder har Herren
truet med at straffe sit folk, netop i et forsøg på
at drive dem ind på omvendelsens vej og tilbage til Ham. Vi
kan f. eks. tænke på profeten Jonas, som blev sendt
af Gud for at kundgøre ødelæggelsen af byen
Ninive.
Mange er især forbavsede over den profetiske karakter i nogle
af budskaberne og spørger: Er det sandt? Hvis det ikke indtræffer,
er budskaberne så overhovedet troværdige?
Det bedste svar på alle disse spørgsmål får
man ved at læse bogen omhyggeligt: “Lad jer ikke bremse
af de forudsigelser, som jeg giver jer i den hensigt at I skal forstå
den tid, I lever i. Som en Moder advarer jeg jer om de farer, I
befinder jer i, om de trusler, der hænger over jeres hoveder,
at det onde, som kan ramme jer, men kun fordi I endnu kan nå
at forhindre disse onder, og fordi planen for Guds retfærdighed
endnu kan blive ændret ved Hans barmhjertige kærligheds
kraft. Selv når jeg forudsiger straf over jer, så husk,
at alt nårsomhelst kan ændres ved den kraft, der ligger
i jeres bøn og jeres bod.
I skal derfor ikke sige: Det som du forudagde, er jo ikke sket!”,
men sig sammen med mig Tak til Den himmelske Fader, fordi Han som
svar på jeres bøn og jeres indvielse, og på grund
af jeres lidelser - gennem så mange af mine børns umådelig
stor lidelser - igen har udskudt tidspunktet for den guddommelige
retfærdighed, for at en stor barmhjertighed kan blomstre”.
(21. Jan 1984)
Evangelisk modenhed
Det er nødvendigt med en solid evangelisk modenhed for at
undgå på den ene side foragt og nedvurderende fordomme
af en bog som denne, og på den anden side en overvurdering
af den.
Erkendelsen af, at intet ord og intet budskab har samme status som
Evangeliet, og at der i fænomener som lokutioner [privatåbenbaringer]
også kan indsnige sig et vist mål af noget subjektivt
og menneskeligt, må ikke principielt gøre dem til noget
radikalt mistænkeligt. Man må “prøve”
dem og veje dem, som Paulus siger, og holde fast ved det gode, som
man finder i dem.
Man må fra begyndelsen gå til en bog som denne med passende
respekt, men også med friheden til selv at afgøre,
hvordan man vil modtage dens budskaber.
Som sagt: De budskaber, som Maria her giver, er hverken et nyt evangelium
eller en ny tro.
Derfor afhænger en bogens sandhedsværdi også af,
om den kan føre til SANDHEDEN, som er Kristus. Det er den
bedste måde for os at leve i det rette barneforhold til Herrens
Moder, som også er vor Moder, sådan som Evangeliet vil
det.
En vej til kristen personlighedsudvikling
En sådan barnlig tro på Kristi Moder og Kirkens Moder
viser vejen til en kristen livsform og en kristen personlighedsudvikling.
Derfor må den finde sin plads i Kirkens mariologi, som det
f. eks. kommer til udtryk i II Vatikankoncil (Lumen gentium, kap.
8).
Ingen åbenbaringer, heller ikke dem, der er samlet i denne
bog, kan erstatte Kirkens officielle lære om Maria eller ligestilles
med den, for i Kirkens troslære bliver Marias skikkelse og
hendes mission fremstillet i hele sin fylde.
Også inden for Kirken skal man skal man indtage barnets holdning
til Maria, og således skal man også lære og leve
i hverdagen og i apostolatet.
Maria er i Kirken og fører til Kristus i Kirken: Til den
Kirke, som beskrives i II Vatikankoncil, og som har sat sig pastorale
mål, som enhver præst må gøre til sine
egne.
Maria leder os til i en radikal troslydighed at leve Kirkens mysterium
og til at acceptere og indstille os på dens dens apostoliske
dimension.
En præst, vil i denne bog ikke kunne finde alt, hvad hans
liv som præst og hans mission medfører, det gælder
især for verdenspræsten. Men han vil måske kunne
finde et perspektiv, et holdepunkt for levendegørelsen af
sit præsteembede og frem for alt for sin kristne personlighed.
Det vil ikke hindre ham i en opmærksomhed omkring hans pastorale
opgaver eller afholde ham fra en ægte interesse for sund teologi.
Hjertets ydmyghed og enfoldighed
Endelig et sidste råd til den, der læser denne bog:
Læg mere vægt på indholdet end på formen,
og læs den ikke med fordomsfulde øjne, men med hjertets
ydmyghed og enfoldighed. Man må gøre sig umage for
at læse den uden hovmod og at meditere over den i ro og kærlighed.
Dernæst må man virkeliggøre den i sit daglige
liv og på den måde erfare, hvad det er, Jomfru Maria
ønsker og lover.
De mange tusinde præster, som har gjort dette i disse år,
har ikke fortrudt det. Tværtimod beder de til Jomfru Maria,
for at andre må følge den samme vej.
Don Stefano Gobbi., Milano 2, febr. 1986.
Don Renzo Del FanteVia Copernico 1, 1-20125 Milano